bilag om opdeling 2009
Bilag om opdeling:
Personalet har over 2 lange aftenmøder drøftet børnehavens fremtidige struktur set i lyset af et stigende børnetal.rognosen for 2010 indikerer at vi også næste år ender med gennemsnit på 62 børn.
Vi har talt om, at det er for mange børn at have i spil i en gruppe, og vi ønsker derfor at dele gruppen i 2 således at de mindste (indkøringsgruppen) på ca 15-17 børn får egne lokaler i formiddagstimerne (i spisestuen)
Gruppen får tilknyttet 2 pædagoger og en medhjælper.
Alle opgaver omkring denne gruppe udføres af de tre tilknyttede medarbejdere.
Mellemgruppen og storegruppen får fast base i resten af huset. Også disse to grupper tilknyttes hver tre pædagoger og medhjælpere.
De to sidstnævnte grupper vil blive knyttet sammen i et tæt samarbejde men vil naturligvis også arbejde adskilt.
Senest 1. oktober ansættes en pædagog mere på ca. 30 timer.
Dette bliver muligt på grund af det stigende børnetal.
Hensigten med denne deling er, at få endnu mere fokus på det enkelte barn.
Vores forpligtelser i forhold til den sproglige udvikling, børn med specifikt specielle behov er blevet tydeliggjort de sidste år, og vi har fået øjnene op for at det er rigtig svært at fastholde fokus på de enkelte børn når vi ved at vi også de næste år ser ud til at skulle rumme mange.(ca. 70 når vi er flest)
Via opdelingen vil vi gerne sikre de mindste en optimal start i børnehaven. Om formiddagen vil gruppen have Marianne Aagaard og Linda og Dorthe der er børnehavens sproglige vejleder, tilknyttet.
Dette vil give de små en mere rolig indkøring i børnehaven i overskuelige rammer med få voksne tæt knyttet til gruppen.
Behovet kan være forskelligt, men vi regner med at et barn skal være ca ½ år i gruppen.
Mellem- og storegruppen og de 6 pædagoger og medhjælpere knyttet til disse grupper vil få mulighed for at fordybe sig mere i formiddagstimerne, da der dels er færre børn i gruppen og dels er en del opgaver omkring de små som denne gruppes personale bliver fritaget for.
Opdelingen vil som beskrevet foregå om formiddagen i tidsrummet kl. 9 til 12.30 når vi er færdige med at spise.
Opdelingen er ikke absolut. Det vil være muligt at gå på besøg, ikke mindst for større søskende.
Men vi mener at opdelingen både vil give mere ro i institutionen og mere fokus på det enkelte barn.
Fra det øjeblik vi er på legepladsen over middag, er vi sammen igen.
Det sker bl.a fordi vi fra det tidspunkt er færre pædagoger og medhjælpere på arbejde, men også fordi der også er fordele ved at små og store kan være sammen.
Der er enighed om i personalegruppen at ovenstående bør iværksættes umiddelbart efter sommerferien.