Naturen og naturfænomener
Mål.
Barnet skal opleve naturen som rum for leg og sanseoplevelser. Barnet skal have mulighed for at få kundskaber om naturen og naturfænomener og udvikle respekt og interesse for natur og miljø og få erfaring med sammenhænge.
Og sådan gør vi:
- Vi er alle ude hver dag. Vi mærker og snakker om vejret og årstidernes skiften
- Vi lægger vægt på udeaktiviteter som madlavning over bål og brug af naturmaterialer
- Vi gør børnene opmærksomme på den natur der omgiver os i nærmiljøet. Vi samler insekter, som vi i fællesskab bestemmer. Vi har et rigt fugleliv. Vi hører spætten og uglen. Svaler og andre småfugle ynder at bygge reder ved de gamle bygninger.
- Vi lærer børnene at behandle dyr og planter med respekt og omtanke
- Vi har kæledyr og nyttedyr og engang imellem har vi kyllinger, kaninunger og gedekid, som er ekstra spændende. Dyrene passes og fodres sammen med børnene.
- Vi sår og forspirer til højbed, krukker og blomsterbede sammen med børnene, høster og smager på urter, frugt og grøntsager, tilbereder og sylter.
- Vi har masser af steder og ”hemmelige rum” i haven som bliver udforsket og erobret af børnene
- Vi er så heldige at råde over et lille sommerhus v. Spodsbjerg, som vi bruger som base, når vi er ved stranden. Her bliver strandkantens skatte samlet og studeret og der graves og bygges.